VEDTÆGTER FOR ASHIHARA KARATE FREDERIKSBERG
Foreningens vedtægter kan også
downloades her.
Vedtægter for Ashihara Karate
Frederiksberg
§ 1 Navn
Foreningens navn er Ashihara Karate Frederiksberg, med
hjemsted i Frederiksberg kommune. Foreningen er medlem af DAO -
Dansk Ashihara Organisation, DAI - Dansk Arbejder Idræt og
FIU - Frederiksberg Idræts Union.
§ 2 Formål
Foreningens formål er at optræne det enkelte
medlem i Ashihara Karate på motions- og konkurrenceplan.
§ 3 Optagelse
Foreningen optager enhver der er fyldt 6 år og er
startet i skole, såfremt der er plads på de
eksisterende hold. Er der ikke plads på holdene, kan man
skrives op på venteliste ved henvendelse via klubbens
hjemmeside. Børn kan skrives på venteliste fra den
dag, barnet fylder 5 år. Der gives først
prøvetimer, når der er plads på det relevante
hold.
Stk. 2. Foreningen har ret til at afvise optagelse af en person,
der ønsker medlemskab, herunder den pågældendes
børn, hvis den pågældende person har været
sigtet eller tidligere er dømt for
sædelighedskrænkelser, vold, trusler mv., eller den
pågældende - efter bestyrelsens vurdering - på
anden måde ikke lever op til foreningens vedtægter i
øvrigt.
§ 4 Indmeldelse
Indmeldelse sker til foreningens kasserer ved at udfylde
og underskrive klubbens indmeldingsblanket. Ved indmeldelse
erlægges, udover det gældende kontingent, et gebyr til
dækning af udgifter i forbindelse med indmeldelsen. Dette
gebyr er 50 kr. som opkræves sammen med første
kontingentopkrævning.
§ 5 Kontingent
Hovedaktiviteten i foreningen er træning af Ashihara
Karate. For at deltage i denne aktivitet betales normalt fuldt
kontingent.
Foreningens kontingent fastlægges på
generalforsamlingen. Bestyrelsen kan beslutte at lade enkelte
medlemmer eller en gruppe af medlemmer få adgang til
alternativ træning til reduceret kontingent i perioder
på op til 1 år ad gangen. Bestyrelsen kan
undtagelsesvis give medlemmer under 18 år adgang til
frikontingent i et 1 år, såfremt forældrene kan
dokumentere manglende evne til at betale kontingentet. Der kan
maksimalt være 5 af sådanne frikontingent-medlemmer i
klubben af gangen.
Kontingentet betales kvartalsvist, halvårligt eller
årligt efter medlemmets eget ønske.
Klubben betaler hvert år kontingent til Honbu, Japan.
Kontingentet beregnes ud fra antal medlemmer i klubben.
Kontingentet beløber sig p.t. til ca. 4.000 kr. pr.
år.
Stk. 2. Er man sensei eller sempai i klubben, eller lægger
man frivilligt arbejde af større omfang i klubben kan
bestyrelsen beslutte at gøre medlemmet kontingentfri for en
periode.
Stk. 3. Kontingentet skal betales for alle tolv måneder i
året.
§ 6 Udmeldelse og eksklusion
Et medlem der ønsker at indstille træningen,
skal meddele kassereren dette skriftligt på e-mail:
kontingent@ashihara-frederiksberg.dk eller pr brev med minimum en
måneds varsel. Sker skriftlig udmeldelse ikke kan det ikke
forventes, at kontingent betalt efter ophør af træning
kan tilbagebetales.
Stk. 2. Et medlem, der er kommet i kontingentrestance for seks
måneder, kan af bestyrelsen ekskluderes af foreningen. Ingen,
der er udelukket efter ovenstående, kan optages i foreningen
påny, før vedkommendes udestående er betalt.
Stk. 3. Medlemmer i klubben forpligter sig til at opføre
sig med almindelig respekt for foreningens andre medlemmer,
instruktører, bestyrelse og lokaler.
Stk. 4. Bestyrelsen kan til en hver tid beslutte at ekskludere
enkelte medlemmer, såfremt de ikke lever op til
bestemmelserne i vedtægterne.
Stk. 5. Misbrug af den kunnen, medlemmer lærer i
foreningen, medfører øjeblikkelig eksklusion.
Stk. 6. Udførelse af vold eller involvering i kriminelle
forhold i eller udenfor foreningen kan medføre
eksklusion.
Stk. 7. Mobning eller chikane af foreningens medlemmer eller
andre personer, der kommer i foreningens lokaler, kan
medføre eksklusion.
Stk. 8. Beslutningen om eksklusion eller beslutning i
medfør af § 3 stk. 2 træffes af bestyrelsen og
meddeles den pågældende skriftligt indeholdende en
begrundelse samt information om § 6 stk. 9 nedenfor.
Stk. 9 Bortset fra eksklusion i medfør af
kontingentrestance, kan den ekskluderede - eller ethvert andet
medlem - forlange, at bestyrelsens beslutning om eksklusion eller
udelukkelse efter § 3 stk. 2, indbringes ved
generalforsamlingen. Den ekskluderede har i den forbindelse ret til
at fremkomme med mundtlige eller skriftlige indsigelser herunder
vilkår om tidsbegrænsning, forinden generalforsamlingen
foretager afstemning om eksklusionen.
§ 7 Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er foreningens højeste
myndighed.
Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes primo
hvert år. Der indkaldes med tre ugers varsel.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen,
skal være bestyrelsen i hænde mindst syv dage
før generalforsamlingen afholdes.
Stk. 3. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet
af fremmødte medlemmer.
Stk. 4. For at opnå stemmeret kræves mindst tre
måneders medlemskab, fysisk fremmøde (eller ved
fuldmagt medbragt af fremmødt person), samt at medlemmet
ikke har økonomiske udeståender af nogen art med
foreningen. Der kan kun medbringes én fuldmagt pr. fysisk
fremmødte person.
Stk. 5. Sager afgøres ved almindelig stemmeflertal,
skriftligt hvis mere end 1/3 af de stemmeberettigede
fremmødte medlemmer ønsker det. Ved stemmelighed
forkastes forslaget. I tilfælde af stemmelighed ved valg af
tillidsposter, er de allerede valgte medlemmers stemmer
udslagsgivende.
Stk. 6. Dagsorden for den ordinære
generalforsamling, der styres af en af forsamlingen valg af
dirigent, skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Formandens beretning om foreningens virksomhed det
forløbne år
4. Kassererens fremlægges af årsregnskab og budget til
godkendelse
5. Valg af bestyrelse
6. Fastsættelse af kontingent
7. Forslag fra medlemmerne
8. Forslag fra bestyrelsen
9. Eventuelt.
Bestyrelsen kan udvide dagsordenen.
Stk. 7. Der kan indkaldes til ekstraordinær
generalforsamling, hvis bestyrelsen skønner det er
nødvendigt, eller hvis mindst 1/3 af de stemmeberettigede
medlemmer ønsker det. Motiveret krav herom skal fremsendes
skriftligt til bestyrelsen, indeholdende dagsorden.
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske
efter de i stk. 2, nævnte betingelser.
§ 8 Bestyrelsen
Bestyrelsen varetager foreningens daglige ledelse og
består af en formand, Branch Chief, en eller to kasserere til
regnskabsposten og kontingentposten, en sekretær og minimum
to menige medlemmer. Alle bestyrelsesposter er på valg hvert
år. Genvalg kan finde sted. Alle poster er
ulønnede.
Stk. 2. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden,
dog skal møder varsles med otte dages varsel.
Sekretæren fører referat ved alle møder.
Referatet skal offentliggøres ved ophæng i foreningens
lokaler. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst
½ af medlemmerne er til stede. Alle spørgsmål
afgøres ved almindeligt stemmeflertal. I tilfælde af
stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 3. Branch Chief er kun ansvarlig for de sportslige
aktiviteter i klubben og skal derfor ikke nødvendigvis
deltage i bestyrelsesarbejde af anden karakter.
Stk. 4. Til varetagelse af specifikke opgaver, kan bestyrelsen
nedsætte udvalg. Et medlem af bestyrelsen kan indgå i
et sådant. Udvalgene arbejder ud fra et fastlagt budget og
kan få udbetalt a conto beløb hos kassereren.
§ 9 Ændringer af vedtægter
Ændringer af vedtægter, kan kun ske på
en generalforsamling.
$ 10 Tegning
Foreningen tegnes af formanden, Branch Chief og
regnskabskassereren.
§ 11 Regnskab
Kassereren fører foreningens regnskab og er
ansvarlig for den likvide beholdning. Regnskabsåret
følger kalenderåret.
Stk. 2. Regnskabet skal indeholde driftsregnskab, samt status og
skal underskrives af bestyrelsesmedlemmerne, regnskabskassereren og
revisor.
§ 12 Den daglige undervisning
Undervisningen varetages af foreningens
instruktører, under ledelse af chefinstruktøren -
Branch Chief.
§ 13 Opløsning
Foreningen kan kun opløses på en
generalforsamling, hvortil der er indkaldt med dette punkt
særskilt på dagsordenen. Til vedtagelse af
opløsning, skal mindst halvdelen af de stemmeberettigede
medlemmer være fremmødt og mindst 4/5 stemme for
opløsning.
Såfremt generalforsamlingen ikke er beslutningsdygtig
på grund af manglende fremmøde, kan beslutning om
opløsning træffes på en generalforsamling,
indkaldt med fjorten dages varsel, senest to måneder efter
den første. På denne generalforsamling, skal der
træffes beslutning om hvorledes foreningen skal forholde sig
til dennes formue.
Foreningens formue skal i ovenstående tilfælde
overgå til almennyttige eller almenvelgørende
formål, evt. nogle som er i overensstemmelse med foreningens
oprindelige formål, jævnfør § 2.
__
Vedtaget på ekstraordinær generalforsamling 13.
juni 2009